Hornbæk Blog

Bloggen for alle, der elsker Hornbæk

Month: april, 2012

Lirum Larum Leg klar til at rykke op i de voksnes rækker

Anja Lytzen og Lirumlarumleg.dk har siden starten i 2006 været blandt danskernes favoritter, når det handler om at handle kvalitetslegetøj på nettet. I 2010 fik hun E-handelsprisen og blev også udnævnt til Årets Kvindelige Iværksætter.

Iværksætter Anja Lytzen har i denne uge fejret seks års uafbrudt fremgang med sin Hornbæk-baserede webbutik Lirum Larum Leg, som for længst er blevet danskernes foretrukne sted at handle legetøj på nettet. Nu, hvor det danske marked er dækket af, kikker hun mod nye markeder. I første omgang har hun øje på de nære markeder i Norden. Anja Lytzen har også ideer til nye forretningsområder, men som den klassiske iværksætterildsjæl hun er, står hun ved en skillevej. Der skal træffes nogle store beslutninger om virksomhedens fremtid, hvis den skal fortsætte med at udvikle sig.

Mange iværksættere når aldrig til det punkt, hvor Anja Lytzen er i dag. Ifølge tal fra Væksthus Hovedstadsregionen, giver en fjerdedel af de selvstændige op efter tre år.

– Når man når så langt som Anja Lytzen er i dag, så er tid til at reflektere over, hvad man så vil og finde ud af, hvad ambitionsniveauet for virksomheden er. Iværksættere, som oplever den succes, som Anja gør, har sjældent fra starten tænkt, at de en dag skulle blive internationale virksomheder med mange ansatte, siger Mette Sandgaard, vækstkonsulent i Væksthus Hovedstadsregionen.

I Væksthusene, som findes rundt om i landet, kan virksomheder få lagt deres vækstplan og gjort udfordringer til muligheder. Anja gik netop til Væksthus Hovedstadsregionen under opbygningen af Lirum Larum Leg havde stor glæde af.

Og Anjas historie startede da ganske rigtigt også med, at hun tænkte en webbutik ville kunne give hende den nødvendige fleksibilitet i hverdagen til, at hun også ville have tid til at være mor til sine nu tre børn. Men allerede fra starten oplevede hun en forrygende vækst, fordi hun satte standarden for kvalitet og god service i nethandel i Danmark. En indsats hun siden er blevet belønnet for med blandt andet E-handelsprisen og prisen som Årets Kvindelige Iværksætter i Danmark.

Hvis virksomheden skal fortsætte sin positive udvikling, vil det kræve, at hun går fra at være den succesfulde iværksætterildsjæl til benhård forretningskvinde. Hun skal med andre ord lade Lirum Larum Leg træde ind i ’de voksnes rækker’.

– Jeg har siden starten oplevet den ene vanvittige udfordring efter den anden. Og det har jo hver gang løst sig. Men virksomheden har nu nået en størrelse, hvor det føles som om, det hele skal tænkes forfra, siger Anja Lytzen.

Hun har stadig hånd i hanke med alt i forbindelse med den daglige drift. Derfor kan hun godt føle, at der for sjældent er tid til at tænke på fremtiden og på udviklingspotentialet i Lirum Larum Leg.

For der er masser af potentiale. Det vurderer Mette Sandgaard.

– Anja har en kæmpe markedsfordel, fordi hun var hurtigere på nethandel end de fleste. Og hun er meget fokuseret og isolerer sig ikke, hvis der er problemer, som hun har brug for hjælp til. Hun forstår, at hun ikke kan stå for alt i forretningen. Og hun har været god til at få hjælp fra de rigtige mennesker. Det er kendetegnet for virksomheder, der vokser. De får koblet de rigtige kompetencer på, siger Mette Sandgaard.

Mette Sandgaard og Væksthus Hovedstadsregionen skal nu hjælpe Anja Lytzen og Lirum Larum Leg med at realisere sit vækstpotentiale. Det betyder, at det skal afklares, hvilke markeder ligger og venter. Hvilke nye medarbejdere skal ansættes. Skal der indsættes en professionel bestyrelse? Skal der en administrerende direktør ind i firmaet, så Anja helt kan koncentrere sig om det, hun måske er bedst til og helst vil, nemlig at udvikle nye produkter?

Der ligger et stort arbejde og venter. Men Anja Lytzen er klar til at indtage verden og kaste sig over nye forretningsområder. Så der er ikke fare for, at Anja kommer til at lide af det, som Mette Sandgaard lidt spørgefuldt kalder ’Audi 5’-syndromet. Altså, det stadie, hvor iværksætteren har fået et komfortabelt liv og ikke længere har ambitionerne om at nå videre.

Anja Lytzen er på vej. Næste stop: Norden.

Læs mere her:

www.lirumlarumleg.dk

Hornbæk har fået nyt galleri

Galleriet Hornbæk åbnede den 6. april. Der er nu fast åbent torsdag, fredag og lørdag. I højsæsonen planlægger ejer Susanne Risom at holde åbent hver dag. (Foto: Susanne Risom) 

Kunst gør os rigere. Kunst får os til at reflektere over, hvem vi er. Kunst får os til at føle, at vi lever. Kunst er livskvalitet. Det prøver jeg at lære Thea, min datter på fem år.

Derfor måtte vi naturligvis også på besøg i Hornbæks nye galleri, der meget bekvemt ligger lige over for vores foretrukne hangout, bageren.

Det glæder mig, at der kommer kunst i bybilledet, for kunsten er en vigtig del af Hornbæks historie. De første danske kunstnerkolonier opstod netop her i fiskerlejet først i 1870′erne. Blandt deltagerne finder vi malerne Holger Drachmann, P.S. Krøyer, Carl Locher, Viggo Johansen og Kristian Zahrtmann. Men kunsten har ikke været i centrum i Hornbæk siden. I mange år har man talt om at bygge et museum på grunden bag minigolfbanen, som er blevet testamenteret til formålet, uden at noget er sket. Hvert år i juli bliver vi mindet om planerne, når vi samles til Kunst i Teltet, der giver kunstnerne tag over hovedet på museumsgrunden i en weekend. Lokale kunstnere får også lov at folde sig ud, når der er Kunst på Molen.

Begge kulturbegivenheder er samlende og livsbekræftende og minder os om, at der også i dag er mange lokale Hornbæk-kunstnere, der ligesom de store gamle danske malere, bliver inspireret af lyset og naturen. Derfor er det en stor glæde, at Hornbæk har fået sit eget galleri, som forhåbentlig bliver startskuddet til en ny æra for byen. Indehaver er Susanne Risom, som tidligere har drevet kunsthandel på Lappen i Helsingør.

Susanne Risom, der uddannet i kunstvurdering i England, lever også af at vurdere kunst for både private og det offentlige. Hun vil gerne have, at kunsten igen bliver en naturlig del af hverdagen i Hornbæk. Hendes idé er, at Hornbæk skal blive et sprudlende kunstcentrum. Derfor er hun også parat til at stille skulpturer gratis til rådighed for byen i det offentlige rum. Hornbæk Blog lover at være på pletten, når den første skulptur indtager byen.

– Jeg ser gerne hovedgaden lukket for trafik, for eksempel i weekenderne, siger Susanne Risom. Hun er overbevist om, at det vil trække endnu flere kunder til og gøre det muligt at holde markedsdage, events og skabe en helt ny slags liv i byen.

– Vi skriver alle om, hvor fantastisk, mondæn og pulserende ‘Badebyen Hornbæk’ er. Og det var den engang, men se dig omkring. Nu er der senest åbnet en Fakta i byens hovedgade. Vi bliver nødt til at forholde os til, hvad vi har nu, siger hun, og tænder for drømmen om igen at lade Hornbæk blive en magnet for danske og internationale kunstnere. Til drømmen hører at indrette et hus til kunstnerkollektiv med arbejdende værksteder.

– Tænk, hvilket miljø, vi kunne skabe, siger hun.

Ja. Det ville være skønt, hvis også kunsten blev en naturlig del af vores hverdag. Fuld opbakning til det nye galleri herfra.

Jeg skal hilse og sige, at alle er velkommen i Galleriet Hornbæk, hvor udvalget vil balancere mellem store kunstnernavne og yngre, blomstrende kunstnere inden for maleri, skulptur, glas og smykker.

Her kan du se nogle udvalgte værker, der er at finde i Galleriet Hornbæk lige nu:

Uffe Christoffersen:

Uffe Christoffersen, akvarel 3.500 kr. (Foto: Susanne Risom)

Ole Christensen – OC Design:

Ole Christensen sofa. 42.000 kr. (Foto: Susanne Risom)

Søs Brysch:

Søs Brysch 1.900 kr. (Foto: Susanne Risom)

Corneille:

Corneille 135.000 kr. (Foto: Susanne Risom)

Hanne Feldt:

Hanne Feldt 14.000 kr. (Foto: Susanne Risom)

Wiliam Skotte Olsen

Skotte Olsen 7.000 kr. (Foto: Susanne Risom)

Læs mere om Galleriet Hornbæk her:

www.risom.dk

Nu blomstrer anemonerne i Hornbæk Plantage


Årets første anemoner i Hornbæk Plantage 12. april 2012. Foto: Lotte Lund

Nu blomstrer de første anemoner i Hornbæk Plantage. Thea og jeg så dem allerede i torsdags 12. april på vej hjem fra skovbørnehaven. De små hvide forårsbebudere er endnu ikke sprunget ud overalt, men man finder dem i hvert fald mod havsiden tæt ved Ålsgårde. Billederne er taget fredag. De er dokumentation og inspiration for alle læsere langt fra Hornbæk. Hvis du bor i eller kommer til Hornbæk i den nærmeste fremtid, må  jeg dog anbefale selv at tage turen ud i skoven og se det skønne tæppe af grønt og hvidt brede sig. Det er godt for sjælen.

Thea foran årets første anemoner i Hornbæk Plantage forår 2012. Foto: Lotte Lund

Hornbæk Ishus er åbent

Olivia står klar årets første vaffel med guf og det hele i Hornbæk Ishus. (Foto: Lotte Lund)

Så kom det store øjeblik, vi har ventet på, siden solens første stråler ramte Hornbæk. Ishuset på Havnevej åbnede i går, og tiden var endelig kommet til årets første hjemmebagte isvaffel. Vi har talt ned til dette øjeblik de sidste 14 dage. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at det i disse dage er hundkoldt i Hornbæk. Så der er noget vikingeagtigt over insisterende at gå målrettet mod det forjættede isparadis med sin familie i strid modvind og en temperatur, der ifølge DMI ligger lige omkring frysepunktet. Til gengæld er det et forløsende øjeblik, når man igen står foran montren og omhyggeligt udpeger kombinationen af sine kugler. Årets første is er noget ganske særligt – isen er altid helt jomfruelig frisk og det er skønt igen at sætte tænderne i en sprød hjemmebagte vaffel. Så uanset at man næsten savnede vanter i dag, fik vi den første mundfuld sommer i dag.

Jeg har jo kun godt at sige om Hornbæk Is. Det er et af vores favoritsteder i hele verden og der er ikke noget bedre sted at sidde med familie, venner og slægtninge på bænken lige uden for butikken og få en lille snak og et godt grin. En gang slog Thea en prut, da vi sad der, og så kom der en kæmpe regnbue frem på himlen. Større bliver det ikke. Jeg tror ikke, at Thea kan forestille sig verden uden det ishus. Hun har spist is der, stort set siden hun blev født. Og selv som spæd, kunne hun slå kolbøtter i barnevognen, hvis jeg gik forbi uden at købe en vaffel.

Thea og Peter indtager årets første is. Bemærk Theas tatoos - hun har selv lavet dem, så hun kan ligne en rock star. Damn you, Sveinur fra X-facor. (Foto: Lotte Lund)

Det er også et fantastisk sted at iagttage mennesker. Et af mine yndlingssyn er, når hærdebrede motorcyklister kommer på deres store kværne gennem byen, og fem minutter senere ser man dem stå i deres sorte lædertøj og indtage en isvaffel med samme store glæde som små drenge, der har fået en tyver af deres mor. Og så er det også ret morsomt, når man ser folk, som os selv – der nærmest rystende af kulde skal have en is, fordi nu er ishuset åbent. I dag så vi et midaldrende par komme kørende i bil. Uden at sige et ord gik detind i butikken. Da de kom ud igen foregik det også uden en lyd. Hen i bilen og af sted. Nogen ægtepar har åbenbart sagt det, der skal siges. Men derfor kan de jo godt sætte pris på en is.

Hvis man vil vide  mere om Hornbæk Is og Hansen Is anbefaler jeg at klikke på disse links. Men bedst er det naturligvis at komme forbi og sætte tænderne i en. Og det er som sagt et godt tidspunkt at gøre det på. Der er i al fald ingen kø

www.hornbaekis.dk

www.hansens-is.dk

Ishuset er åbent - og trods kulden smager isen stadig af sommer. (Foto: Lotte Lund)

%d bloggers like this: