Foråret bringer jobs til Hornbæk

by Lotte Lund

Hovedrengøring på Strandpavillonen er i fuld gang. Der skal også ansættes nyt personale til åbningen den 1. april. Foto: Lotte Lund

Lige som vintergækker og erantis i disse dage pibler op af jorden, er der alle mulige tegn på nyt liv, når man går en tur rundt i Hornbæks gader. Nye ansigter dukker op. I dag mødte jeg den nye bestyrer af Strandpavillonen, Babak Sari Beelverdi. Han er dog aldrig blevet kaldet andet end Bobby, fortæller han. Det er hans storebror, som har købt restauranten.

Bobbys familie stammer fra Iran. De kom i 1985 til Danmark som flygtninge. Bobby blev født i Danmark i 1988. Efter ankomsten åbnede familien et pizzaria på Østerbro. Der blev arbejdet hårdt og sparet op. I dag ejer familien med Strandpavillonen i alt syv restauranter og cafeer, de seks andre ligger i København. Blandt dem er Cafe Sommersko i Kronprinsensgade og Cafe Stella i Kompagnistræde, fortæller Bobby. Vi er gået inden for og overalt i restauranten står der stablet stole, borde og inventar. Der gøres hovedrent og friskes op, så alt er klart til åbningen den 1. april.

Efter planen vil de nye ejere ikke lave meget om på Strandpavillonen. De vil hellere lære området at kende og tage ros og ris til sig, før de ændrer på noget. Også Bodegaen fortsætter med traditionel dansk mad som smørrebrød, pariserbøf og biksemad. Bobby håber også at kunne præsentere et stort udvalg af spændende øl. Endelig overvejer han at åbne et ishus.

Med åbningen kommer der også nye jobs til Hornbæk. Bobby har brug for personale til både køkken og til servering samt ‘under-18 personale’ på både fuldtid og deltid. I alt leder han efter fire kokke og cirka 15 tjenere. Ansøgninger kan sendes på mail til lene@sariholding.dk. Bobby svarer på eventuelle spørgsmål på mobil 31 18 17 25.