Hornbæk gør klar til julemarked på havnen

by Lotte Lund

Hornbæk Havn er klar til julemarked trods stormens hærgen

Hornbæk Havn er klar til julemarked trods stormens hærgen

Noget af det bedste ved Hornbæk er de søde og aktive mennesker, der bor heroppe. Sammenhold er noget, der ikke kan købes for penge. I dag var de gode hornbækkere ude for at rydde op på havnen efter stormens hærgen. For det hele skal jo være klart til at byen kan holde stort julemarked i weekenden. Det sker i de røde fiskerskure bag havnekiosken. De gode mennesker bag julemarkedet lover, at man vil kunne finde masser af gode julegaveideer og lækkerier.

Det skal opleves, når hornbækkerne og Hornbæk folder sig ud. Det er Danmark, når det er bedst. Hornbæk er mindst lige så smuk om vinteren som om sommeren, og i den tidlige skumring er her magisk. Det er ægte julestemning langt væk fra trængsel og alarm.

Markedet er åbent både lørdag og søndag kl. 12-18. Børnene kan køre i hestevogn om lørdagen fra kl. 14-16 og søndag fra kl. 12-14. Når hestvognskørslen er slut søndag, synger bandet Jasmin & Sandormene julen ind. Jasmin og de fleste af hendes musikere er også nuværende eller tidligere forældre fra Ellekildehus Skovbørnehave, og jeg kan kun sige, at de skal opleves. De er kult i Hornbæk. Deres livsglæde, humor og musikalitet, som gør dem berettiget til et stort gennembrud.

I det hele taget er Hornbæk ved at være klar til jul. Julepynten er oppe i hovedgaden. Lørdag er der også julebal i Hornbæk-Hallen for børnene. Det bliver vist det regeringen vil kalde en kickstart på julen.

Bare ærgerligt, at jeg selv skal til Jylland.